Forside: En pige med pigsko
Forside: En pige med pigsko

Fem fantastiske billedbøger - også for voksne

Forfatter Mette Eike Neerlin anbefaler billedbøger til børn og voksne

Nogle billedbøger er ikke kun for børn, men byder også på gode læseoplevelser for de voksne. Vi har haft besøg af børnebogsforfatter Mette Eike Neerlin, der ofte selv læser billedbøger og oplever teksten og illustrationerne som stor kunst, der henvender sig ligeså meget til voksne som til børn.                   

Læs mere om Mette Eike Neeling her: forfatterweb.dk
Her er fem anbefalinger af bøger som du kan læse for dit barn eller bare for dig selv:

Lilja Scherfig og Otto Dickmeiss: ”Farfar”
Fantastisk bog om store emner som skyld og straf og om at bære nag, med så meget at tale om og tænke over – og med helt guddommeligt smukke illustrationer, som man virkelig kan fortabe sig i.
 
Mette Vedsø og Anna Jacobina Jacobsen: ”En pige med pigsko”
Smuk og anderledes bog om skilsmisse og det at føle sig splittet mellem to forældre. Fortalt i et poetisk og skævt sprog og med eventyrlige og lækre illustrationer.
 
Tina Sakura Bestle og Anna Jacobina Jacobsen: ”Hund”
Grum og vildt alvorlig historie om omsorgssvigt af værste skuffe, som man næsten ikke skulle tro kunne formidles til børn, men det kan den her på fineste, syrede og kringlede vis, så den faktisk bliver til at fordøje. Med mørke, stemningsfulde tegninger, som passer perfekt til universet.
 
Stian Hole: Garman-bøgerne: ”Garmans gade”, ”Garmans sommer” og ”Garmans hemmelighed” 
Jeg er vild med Stian Hole. Det er slow litt: lækkert sprog, fine betragtninger, roligt tempo og så med de skønneste, lækre collage-illustrationer til, som larmer dejligt op mod teksten.
 
Kim Fupz Aakeson og Rasmus Bregnhøi: ”De grimme børn”
Det er svært at vælge en enkelt titel af Kim Fupz, for han skriver simpelthen så meget genialt, men denne her har vi læst mange gange hjemme hos os. Han ER bare eminent til at finde almengyldige emner og vende dem på hovedet og vrangen, så det både bliver grotesk og frækt og sjovt og klogt på én gang. Jeg gad faktisk godt at være Kim Fupz. Rasmus Bregnhøis tegninger er som altid sjove og skarpe. Et virkelig godt makkerpar.

Materialer