Fusijama: Johannes V. Jensen
”Den lykkeligste Oplevelse jeg har haft var paa Søen udfor Japan; jeg kan ikke mindes nogen virkelig Begivenhed siden”. Således indleder Johannes V. Jensen et af sine mest berømte prosastykker: myten ”Fusijama” fra 1907. Teksten strækker sig kun over en enkelt side, men er alligevel et af de mest citerede og bedst kendte stykker prosa fra Nobelprisvinderens hånd – og det til trods for, at Jensen som bekendt har en del værker på samvittigheden. Årsagen til, at myten om det japanske bjerg har fået en sådan gennemslagskraft er, at teksten i al sin korthed rummer en hel trosbekendelse. Samtidig er det et af de smukkeste eksempler på Jensens kraftfulde prosa, som man f.eks. også møder i forfatterens store roman Kongens Fald fra 1901.
”Fusijama” beskriver Johannes V. Jensens uventede møde med det hellige bjerg, der stod ”ligesom en høj dejlig Sky lige for”, da forfatteren vågner og kigger ud af sit koøje en tidlig morgen. Overraskelsesmomentet har medvirket til at forstærke Jensens sanseoplevelse af det mægtige bjerg; men selv uden denne faktor er synet af bjerget så overvældende, at forfatteren i ét nu fatter menneskets lidenhed i forhold til den verden, vi lever i – og samtidig fatter, at denne verden i sig selv er så fantastisk, at der hverken er grund til at postulere en anden og højere verden end den, vi kan se med vores øjne, eller plads til, at den overhovedet kan eksistere. Verden er, som vi ser den.
Dette korte referat af en i forvejen kort fortælling yder ikke Johannes V. Jensens flotte prosa nogen retfærdighed; men det giver baggrunden for forfatterens konklusion på oplevelsen: ”Da jeg saa Fusijama brast den sidste Drøm om en anden Tilværelse end den der er. Jeg begreb at den højere Verden vi stunder imod kun kan være netop den der er, men at vi aldrig i det givne Øjeblik er naaet op til den, at vi til daglig er blinde for den. Der lader sig ikke tænke frugtbarere Tanke. Det er i Grunden det eneste et Menneske kan opleve. Derfor er Fusijama et helligt Bjærg, Genstand for et Folks Kultus”.
Selv om Jensen i myten bruger ord som ”helligt” og ”en anden ædlere Virkelighed” betyder det ikke, at han dermed antyder muligheden af en guddommelig tilværelse hinsides vores verdslige jordeliv – tværtimod. Livet på jorden, her og nu, er den eneste virkelighed; men til gengæld en virkelighed så fantastisk, at den sagtens kan måle sig med en hvilken som helst illusion om en hinsides verden. Smukt udtrykt, og en ualmindeligt livsbekræftende indstilling hos en af vores allerstørste digtere. I princippet er der vel i virkeligheden tale om en art naturalistisk trosbekendelse, hvis man kan forestille sig noget sådant, affødt af mødet med et bjerg i Japan.
Johannes V. Jensen
Johannes V. Jensen (1873-1950) modtog i 1944 Nobelprisen i litteratur for sit samlede forfatterskab. Et af hovedværkerne i forfatterskabet er romanen ”Kongens Fald”, som i en stor læserafstemning blev valgt til 1900-tallets bedste danske roman.
Desuden har Johannes V. Jensen skrevet digte (heriblandt den banebrydende digtsamling ”Digte 1906”), romaner, noveller, essays, faglitteratur samt de såkaldte myter – korte prosastykker uden egentlig handling men med et tydeligt tema. ”Fusijama” er en af disse myter.