Månedens fagbog: 'Rige børn leger bedst'

Anbefaling fra bibliotekets fagbogsindkøbere.

”Klassekampen er for længst begravet i Danmark”, sagde daværende statsminister Helle Thorning Schmidt tilbage i 2012. Men skellene mellem de sociale klasser er ikke blevet mindre med årene. De forskellige klasser lever i dag faktisk mere adskilte end for 30-40 år siden. Det er den vigtige konklusion i fagbogen ”Rige børn leger bedst”, som netop er udgivet på Gyldendal.

I Rudersdal bor vi mange forskellige typer mennesker mellem hinanden. Ikke helt, vel?

Store dele af kommunen er beboet af individer med cirka samme uddannelsesniveau, cirka samme indkomst og sådan cirka samme syn på verden. Det tænker vi bare ikke over til daglig.

I 'Rige børn leger bedst' afliver fem erfarne lektorer og professorer fra samfundsvidenskab, myten om det mangfoldige og ligestillede Danmark. For tallene viser det stik modsatte. Danskernes sociale mobilitet er i stigende grad defineret af forældrenes uddannelsesmæssige og økonomiske baggrund, og boligmarkedet er med til at forstærke tendensen.

Så sandsynligheden for, at din nabo – eller ægtefælle - har samme økonomiske og kulturelle horisont som dig selv, er langt større i dag, end den var for bare 40 år siden.

Et tankevækkende eksempel fra bogen er, at det før var relativt almindeligt, at overlægen giftede sig med en sygeplejerske, og advokaten med en sekretær. At man giftede sig på tværs af socialklasse, sikrede – kønsrollestereotypien til trods – en vis dynamik i samfundet. For når advokaten kom i sekretærens barndomshjem og vice versa, opstod der en vis udveksling af og forståelse for forskellige livsopfattelser.

'Rige børn leger bedst' har potentiale til at blive årets vigtigste debatbog. Den er pligtlæsning for alle, der er interesseret i samfundsforhold - uanset politisk ståsted.

Holdet bag bogen

Lars Olsen, cand.phil i samfundsvidenskab og journalist. Sune Caspersen, cand.polit, analytiker i Arbejdernes Erhvervsråd. Jørgen Goul Andersen, professor i samfundsvidenskab. Lars Andersen, cand.polit og direktør i Arbejdernes Erhvervsråd. Niels Ploug, økonom og direktør i Danmarks Statistik.

 

Om månedens fagbog

Forestil dig, at du ved årets udgang kan se tilbage på tolv læseoplevelser, der hver især gav dig nye perspektiver på dit liv og din omverden.

Hver måned køber Rudersdal Bibliotekerne nye bøger inden for kultur, historie, samfund, natur og samfund. Faglitteratur kalder vi det. 

Af de mange udgivelser, vi køber, er der hver måned nogle bøger, som fortjener ekstra opmærksomhed. Fordi de er særligt aktuelle, fordi de er skrevet i et prisværdigt sprog - eller bare er hamrende spændende.

Det er blandt de bøger Lene og Cæcilie, bibliotekets fagbogsindkøbere, for hver måned i året vælger ”Månedens fagbog”.