Vi anbefaler: Elleve dage i Berlin

15.06.17
Steffen Kronborg, Holte Bibliotek, har læst: Håkan Nesser: Elleve dage i Berlin (2016)

35-årige Arne tænker ikke så hurtigt, efter at han var ude for en ulykke som dreng, men han er et godt menneske, som hans far plejede at sige til ham. Desværre er faderen netop død, men inden det skete, gav han Arne en opgave, som han måtte love at udføre: at finde sin mor i Berlin og give hende en forseglet æske.

Med hjælp fra farbror Lennart kommer Arne af sted til Berlin, hvor han har elleve dage til at løse sin opgave. Med sig har han adressen på moderens sidst kendte bopæl samt penge til at klare sig under opholdet i Berlin. Og så kan Arnes odyssé gennem den tyske hovedstad tage sin begyndelse.

Når man hverken er særlig kvik eller kan forstå, hvad de lokale siger, er det ikke nogen nem opgave, Arne har fået. Men han er stædig, og når det kniber, konsulterer han Perry Mason, som han har set et utal af film med. 

Jagten på moderen kommer bl.a. til at involvere en større mængde af tyskernes vidunderlige currywurst, en svensktalende kvinde i kørestol, en gal videnskabsmand af den slags, man ellers kun møder i kulørte tegneseriefortællinger, samt nogle dramatiske begivenheder i en fjern fortid. Om missionen lykkes? Tja, tjo, eller måske.. Læs selv bogen og døm.

Materialer