Vi anbefaler: Manden der målte længdegraden

”Et er et Søe-Kort at forstaae, Et andet, Skib at føre” - et citat, som enhver sømand må kende og forholde sig til, og hvis man som undertegnede har ”vand i årerne” og har besejlet de syv verdenshave (læs=Østersøen, Kattegat og indre danske farvande), er ”Manden der målte længdegraden” nærmest pligtlæsning.

 

I vore dage sætter man bare kursen via sin GPS, sætter selvstyreren på og går i køjen med en god bog; men indtil midten af 1700-tallet var der helt anderledes problemer for søens folk. For at sige det mildt, så anede de søfarende faktisk ikke, hvor på verdenshavet de befandt sig. 

 

Breddegraden kunne man måle vha. solens højde over horisonten, men til at måle længden behøvede man et nøjagtigt kronometer. Efter endnu et forlis med tab af mange mænd, denne gang ud for Schilly-øerne sydvest for England, nedsatte det engelske parlament i 1714 en ”længdegradskommision” og udlovede en præmie på 20.000 pund til den, som kunne konstruere et nøjagtigt ur.

 

John Harrsion, uddannet tømrer, løste problemet ganske alene, men måtte slås med datidens etablerede videnskab, der mente, at løsningen på problemet lå i konstruktion af nøjagtige stjernekort og ditto beregninger af månens bane.

 

Det er spændende læsning, fortalt i et medrivende sprog, om det ensomme geni, der løser et uløseligt problem, trods omverdenens manglende forståelse. Hvis man besøger The Royal Observatory i London, kan man se John Harrisons ur og i øvrigt blive klogere på navigation. Voldsomt spændende og interessant, ligesom bogen.